Initiativerklæring

Pengskabelse tilbage til det offentlige

Roden til den nuværende bank- og statsgældskrise ligger i det monetære system, som
det fremstår i dag. De finansielle årsager til krisen har en fælles monetær årsag:
overdreven kreditoprettelse i systemet med fraktioneret ’reserve banking’. Dette
fremmer uundgåeligt spekulationsbobler samt inflation og gældsætning hos mange af
de involverede, ikke mindst hos staten og bankerne selv. Finans- og realøkonomi kan
kun fungere på grundlag af en stabil og retfærdig pengeordning. Derfor går vi ind for

genoprettelse af statens forrettighed til pengeskabelse under centralbankens
ansvar
stop for enhver form for pengeskabelse gennem bankerne
at bringe nye penge gældsfrit i omløb gennem offentlige udgifter.

Penge styrer verden – hvem styrer pengene?

Alle bruger penge som noget helt selvfølgeligt, men pengesystemets funktionsmåde
forbliver et lige så tåget begreb som f.eks. ’fraktioneret reserve banking’ eller ’multipel
penkeskabelse’. Og det er helt i bankernes interesse, som fra de statslige
centralbanker har tilranet sig beføjelse til pengeskabelse ved at kreditere 80-95 % af
alle betalingsmidler, som er i omløb, i form af anfordringsindskud på foliokonti. Alt
efter hvilket land bringer de statslige centralbanker kun 5-20 % af pengemængden i
omløb, i form af kontanter.

På det seneste har en stigende del af pengeskabelsen blot tjent finansielle
transaktioner uden nogen nytteværdi for realøkonomien, men tværtimod til stor skade
for samme. Aktiemarked og økonomiske konjunkturer bliver gennem bankernes
egenmægtige pengeskabelse uforsvarligt drevet ud i ekstremer – vild overskridelse i
højkonjunkturtider, alvorlig underforsyning af penge i en efterfølgende kriseperiode.
Hvis bankerne selv bliver konkurstruede, er deres kunders indlån og opsparing i fare.
Hvis staten så griber ind for at redde bankerne, vil bankernes tab blive videregivet til
offentligheden, og regeringen privatiserer i realiteten bankernes overskud.

Bankerne agerer som individuelle selskaber. At overlade den for den brede
offentlighed meget betydningsfulde opgave at skabe penge til bankerne er politisk set
uacceptabelt. I et moderne samfund er pengeordningen en del af retsordningen og
således et spørgsmål af forfatningsmæssig status.

Nationalisering af pengene, ikke af bankerne

Penge bør alene skabes af en uafhængig offentlig myndighed. I Den Europæiske
Monetære Union tilfalder denne rolle Den Europæiske Centralbank og dennes nationa-
le medlemsbanker. Disse skal være den fjerde magt i staten: den monetære magt, som
supplement til den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Lige som
sidstnævnte må den monetære magt være uafhængig og kun ansvarlig over for loven -,
uafhængig af regeringers parlamenters appetit efter penge, men også uafhængig af
krav fra banker og andre erhvervsinteresser. I en sådan pengeordning kan lokale
komplementære valutaer og kooperative clearingsystemer danne sameksistens.

Den her påtænkte monetære reform er enkel: Tilgodehavender på anfordringskonti
bliver erklæret for lovlige betalingsmidler analogt med mønter og sedler. Udelukkende
de statslige centralbankers system – monetativet – er autoriseret til at skabe disse
betalingsmidler. På denne måde sker der med de ikke-kontante penge i dag det
samme som med pengesedlerne for hundrede år siden. Dengang blev privat udstedte
pengesedler udfaset til fordel for offentlige pengesedler udstedt af centralbanken.
I dag er det springende punkt i sagen at udskifte de gældstyngede, ustabile og usikre
bankskabte anfordringstilgodehavender med statslige centralbanksedler – almindelige
penge. Almindelige penge står for ’fuldgyldigt statsligt betalingsmiddel’. Den i dag kun
delvist nationaliserede pengebasis (5-15 % mønter og sedler) ville således igen blive
nationaliseret, dog ikke bankerne.

Regering og parlament ville ikke have nogen indflydelse på den statslige centralbanks
selvstændige beslutninger. Dog skal de skønsmæssige tilføjelser til pengemængden
overføres rentefrit til regeringen, som bringer dem i omløb gennem offentlige udgifter.
I de seneste år drejede det sig i Den Europæiske Monetære Union om 200-400
milliarder euro årligt, deraf i Tyskland alene 50-100 milliarder. Dvs. 4-8 % af de
samlede offentlige budgetter. Denne tilvækst af pengemængden var en overskridelse,
men også en mindre sum ville stadig være rigtig mange penge, som de offentlige
kasser går glip af.

Private og offentlige forretningsbanker kan inden for lovens rammer fortsat agere frit
på finansmarkedet. Dog kan de ikke længere oprette ikke-fysiske penge ud af den blå
luft, men udelukkende operere med de penge, de selv indtjener eller optager fra
finansmarkedet eller fra kunder og som de således har kontant i kassen eller ikke-
kontant på deres centralbankkonto.

At sætte en stopper for bankernes evne til at skabe anfordringsindskud kan opnås på
en teknisk enkel og smidig måde: Kundernes løbende anfordringskonti ville blive
undtaget bankens balance og føres separat som et aktiv i kundens egen balance.

Et monetært system i almenhedens interesse

En sådan reform ville have fem store fordele:

For det første ville pengene være sikre også uden statsgaranti, da ikke-kontante
pengetilgodehavender ikke ville forsvinde ved insolvens. Regering og offentlighed ville
således ikke længere være prisgivet af bankernes overlevelse, som det er tilfældet i
dag.

For det andet ville der blive sat grænser for bankernes konjunkturmedløbende over-
og underforbrug af pengemængden. Det alt for billige pengebrændstof ville ikke
længere være disponibelt for markedet til brug for spekulative udskejelser på kredit
(gearing). Pengestrømmen ville være stabil, konjunktur- og børsforhold ville være mere
moderate.

For det tredje ville centralbanken – i modsætning til bankernes nuværende inflatio-
nære pengeoprettelse – have fuldstændig kontrol over pengemængden og ville
således være i stand til at forhindre spekulationsbobler og forbrugerprisinflation ved at
styre pengemængden i overensstemmelse med det realøkonomiske potentiale.

For det fjerde ville det løbende overskud af pengeskabelse (seigniorage) fuldt ud
komme statskassen til gode og ikke længere være en ufortjent profit for bankerne.
En inflationsneutral vækst af pengemængden svarer til den forventede vækst af
realøkonomien. Således svarer efter nuværende målestok 1-3 % økonomisk vækst
i Tyskland til en vækst i pengemængden på 25-75 milliarder euro.

For det femte – og for nuværende af særlig betydning – ville man få en absolut
enestående lejlighed til væsentligt at nedbringe den trykkende statsgæld i løbet af
nogle år – støjfrit og uden smertefulde indgreb. For med reformen afløser fuldgyldige
penge, udstedt af den nationale centralbank, de nuværende bankskabte penge. I star-
ten af 2011 drejede det sig i Tyskland om ikke-kontante midler på 1.109 milliarder euro
og derudover ikke-kontante Interbank-penge på 135 milliarder euro samt bankindsud
hos centralbanken på omkring 80 milliarder euro, sammenlagt altså 1.324 milliarder
euro. Det svarede på det tidspunkt til knap to tredjedele af den samlede statsgæld på
2.080 euro.

Forholdsregler som genindførelse af skat på finansielle transaktioner eller højere
obligatoriske kapitalstødpuder i bankerne vil ikke være særlig effektive, så længe de
monetære årsager til bank- og finanskrisen ikke er elimineret. Derfor er nu en
strukturel respons nødvendig: overgang fra ikke-kontante til fuldgyldige penge og defi-
nitiv etablering af de statslige centralbanker som uafhængig fjerde magt i staten, den
monetære magt.

Monetative e.V., Merseburger Str. 14, D – 10823 Berlin, https://www.monetative.de